Har du nydt Påskeferien men har en følelse af, at hverdagen alt for hurtigt har vist sit grimme ansigt? Mange af os er rigtig meget “på” hele tiden… På jobbet, i fritiden, derhjemme, ja selv, når vi holder ferie med familien, hvor alting skal gå op i en højere enhed, og hvor vi oven i købet måske skal nå at få has på nogle af alle de løse ender, vi ikke når i hverdagen…
Som så mange andre har også vi i Påsken haft huset fuldt af gæster og i øvrigt haft et aktivitetsniveau efter en nogenlunde fastlagt døgnrytme, som man nu har med 2 små krudtugler. Derfor valgte jeg at holde en ekstra fridag i denne uge! Og jeg sagde det selvfølgelig ikke til resten af familien ;-O)
For mig er en rigtig fridag en dag, hvor jeg ikke har fastlagt, hvad jeg skal, og hvor jeg forsøger at erstatte alle ”jeg burde-tanker” med “jeg har lyst til-tanker”… Jeg forsøger med andre ord at pleje mit sind og “deaktivere” min venstre hjernehalvdel og i stedet aktivere den højre.
Svært? Ja! Men øvelse gør mester! Og alle kan lære det…
Jeg brugte min dag til at sove længe - til jeg vågnede. Min mand og jeg skiftes til at aflevere, så jeg havde selvfølgelig valgt en “afleveringsfri dag”. Jeg stod op og tømte stort set køleskabet for frugt og grønt og pressede en ordentlig balje juice. En god sjat olie til at smøre humøret og maskineriet i et kæmpe glas saft og en god håndfuld nødder, og så var dagen skudt igang.
En kvik løbetur over marken og lidt pilates klarede hjernen, der ellers havde svært ved at slippe “jeg burde-tankerne”, og så var jeg klar på et lystbetonet køkkeneksperiment med disse drømmeboller af kerner og nødder - det rene guf til cellerne og dermed den indre sundhed og mentale balance!
En oliemassage før badet og et kig ud i haven over en dyb vejrtrækning… På bare et par timer var depoterne blevet fyldt op og højre hjernehalvdel havde fået frigivet tilpas mange RAM til flere kreative indfald, efter at der ellers i en periode har været lidt længe mellem snapsene. …Og humøret og overskudet var sikret til resten af “post-ferie ugen”.
Min pointe er, at det er meget svært at mærke, hvad vi har lyst til, være rummelige, overskudsagtige og kreative til mere end lige nu og her og koordinering af det mest nødvendige, hvis vi konstant kører med 200 km i timen og bombarderer venstre hjernehalvdel med logistik, planlægning osv.
Så giv din venstre hjernehalvdel fri og aktiver din høje hjernehalvdel med hvile, velvære, afslapning, kreativitet og nærvær!
God fornøjelse. Del gerne dine erfaringer med os andre…
Gode vibes fra min højre hjernehalvdel, som lige har skrevet dette indlæg ;O)